Korrespondance og dokumenter

 
 
 
 

Hvordan fungerer diagnoser i praksis?

Da jeg behandlingsmæssigt har prøvet både den positive og den negative version, så satte jeg mig ind i hvordan det psykiatriske diagnosesystem er bygget op, af flere grunde, men også for at finde ud af, hvad det hele egentlig drejer sig om. Det er da meget rart at vide, når man bliver diagnosticeret, og det får man ikke at vide af lægen.

Jeg har oplevet hvordan jeg i løbet af et par år kunne komme fri af 18 års Ocd.
Også hvordan resultaterne 8 år senere kunne brydes ned igen i løbet af et par år, og at jeg derefter er blevet holdt fast i nye symptomer i over 30 år. At jeg, der hele vejen igennem har været den samme person, kunne få stillet diagnoser, der betød det modsatte af hinanden på de samme problemer.

Det bliver noget af en opgave at gøre rede for noget så omfattende som de generelte principper i diagnosticering på en meget lille plads, men at trække nogle hovedlinier op kan alligevel give et billede af en standardiseret, rigid og generaliserende måde at beskrive menneskers følelser.

Det psykiatriske diagnosesystem er her i vores del af verden bygget op på den menneskeopfattelse, at mennesker starter med at være egoistiske og kun optaget af at få opfyldt deres behov. Oven på denne antagelse har man bygget nogle sociale udviklingsteorier.

● Det første år af sit liv lærer man grundlæggende enten tillid eller mistillid til sine medmennesker og til verden. Basic trust.
● Herefter lærer man selvkontrol og selvtillid, udfoldelse, begrænsning og tilpasning til omgivelserne, eller man lærer det ikke.
● I næste fase bliver man mere opmærksom på sociale roller og på at der er forskel på kønnene.
● I latenstiden ca. 7 til 12 år indhenter man ny viden og videreudvikler sine sociale færdigheder.
● I puberteten stabiliseres den endelige identitet.
● Hele udviklingen forudsætter at den foregående fase er forløbet korrekt.

Dette er en meget forenklet opstilling, men den understreger min pointe: at ud fra en sådan absolut ikke særligt smidig udviklingslære, som efter min mening oven i købet tager udgangspunkt i en forkert menneskeopfattelse, bygger man diagnosesystemernes kasser.
Og begraver mennesker i dem!

Uanset hvad mennesker går i stykker på følelsesmæssigt, og hvilke konsekvenser det har haft, så går behandlersystemet igang med at finde ud af hvor i den sociale udvikling, det er gået galt. Gået galt hos ofret, forståes, og ikke hos voldsmanden. Det er ofret, der får problemer med depressioner, angst m.m. og som søger behandling. Alle reaktioner vil blive henført til et eller andet udviklingstrin som regel før 7-års alderen. Dermed er psykiatrien med til at cementere magtbalancen i en familie og i hele samfundet. Vinderen har ret, og taberen har fejl i sin sociale udvikling.

Lyder det for dumt? Det er sandt - jeg har fået læst lektien op til flere gange, når jeg har søgt hjælp i forbindelse med at have været udsat for overgreb.
Den, der opsøger det psykiatriske behandlersystem, har intet at skulle have sagt selv.

Den samme tankegang findes socialt i samfundet. Hvis mennesker går ned på arbejdsløshed, skilsmisser, boligmangel eller hvad som helst, og får en depression, så får de en diagnose, der betyder fejl i den sociale udvikling. De færreste mennesker er klar over hvor vigtigt en del af det politiske magtsystem psykiatrien i virkeligheden er. Vinderen har ret og taberen er den skyldige, som har gjort tingene forkert. Og det kalder man en videnskab.

Da jeg blev indlagt anden gang efter at have været udsat for flere års alvorlig stress og udmattende spekulationer, var det på et nyt hospital fordi jeg boede et nyt sted.
Jeg begyndte kort tid efter at få tvangstanker med stærk angst for at komme til at begå fejl p.g.a. manglende opmærksomhed. Tvangstankerne indeholdt stærke skyldsfølelser. Jeg havde tidligere været behandlet for både skyldskomplekser og Ocd, men det havde det nye sted ikke opdaget.
Næste sted var der stillet forkerte diagnoser, og flg. dem så er jeg ikke nået til det sociale udviklingstrin, hvor man begynder at føle ansvar. I stedet blev mine symptomer vurderet til at være skaberi for at slippe for at bestille noget.
Fejlbehandlingen og belastninger er fortsat i over 30 år, og jeg har de samme symptomer endnu. Jeg mistede mit erhverv. Det sidste 10 til 15 år (skrevet 2013) har jeg levet isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker, som jeg er bange for at komme til at gøre skade.

I psykiatrien er der ingen retssikkerhed. En psykiater behøver ikke at undersøge kendsgerningerne eller hvorfor et menneske har følelsesmæssige problemer. Man kan blive dømt til livslang psykisk og social nedbrydning uden at have mulighed for at forsvare sig.

Det er ikke alle psykiatere, der synes at det er retfærdigt.

Min eksamen i psykologi http://canopoux.net/HFeksamen.html#Psykologi

© Alis Christiansen 2013