Tolv års kamp for at få foretaget en sagsbehandling.
Alis Christiansen
Jeg gjorde alt det, man skal iflg. samfundets spilleregler.
De symptomer der brød ud igen omkring 1978
Og det er ikke min fortid der er problemet (posttraumatisk), men min nutid!!
Dette skridt er for mig så svært at tage, at det har været næsten umuligt. Min situation er bare så pinefuld at jeg må overvinde alle betænkeligheder og gennemføre det alligevel. Det handler om dage og uger ad gangen uden kontakt med andre mennesker! Hvis der ikke bliver grebet ind, bliver jeg pint ihjel på denne måde.
Årsagen er et selvforstærkende mønster fordi mange tror, man kan bekæmpe angst med vold og magt.
Mit mål er at opnå hjælp til at få foretaget en sagsbehandling og blive renset for nedværdigende vurderinger og formynderisk og ydmygende behandling i 30 år nu. En behandling der bevirkede så meget angst, at det til sidst resulterede i total isolation i min lejlighed i 5 år, og stadig isolation hovedparten af tiden. Jeg er bange for at forlade min lejlighed, fordi den er mit eneste holdepunkt og min eneste mulighed for at redde min forstand.
Jeg gik i sin tid psykisk i stykker på konkrete vanskeligheder, og bad om hjælp i psykiatrien, uden at vide at der ingen retssikkerhed er i psykiatrien. Man kan beskyldes for hvad som helst uden at man selv bliver orienteret, uden mulighed for at forsvare sig, og uden at noget bliver undersøgt!! Det er det, der er sket for mig. Det er en retssikkerhed der svarer til den sorte middelalder!!
I psykiatrien er det 95% den, der er gået i stykker, den skyldige. Det ramte ned oven i alle de vanskeligheder jeg stod med i forvejen, og som jeg netop var gået i stykker på.
Det er sådan at jeg har det bedst tænkelige bevis på at den psykiatriske journal er forkert – nemlig en anden journal over en intensiv psykoanalyse gennem 5 år sammen med en behandling, der virkede!! Hvilket må være det bedst tænkelige bevis på at der var vurderet rigtigt.
Forklaring og behandling for tvangstanker var fundet allerede i 1975!!!
I mit tilfælde var årsagen at jeg altid havde været nødt til at løse problemer ved i ekstrem grad at undertrykke mig selv og gå ind på andres betingelser. Jeg var underkastet så konsekvent og autoritær magt, at jeg ikke havde nogen valgmulighed. Derfor havde jeg udviklet et helt net af selvundertrykkende tvangstanker.
Min selvtillid var i årevis systematisk blevet brudt ned for at tvinge mig til lydighed og underkastelse.
Den behandling der virkede, bestod i at gøre det modsatte.
Senere i 1980 til 1983 fik jeg igen rigtige diagnoser og rigtig behandling, som virkede. Imidlertid hos en privatpraktiserende psykiater som ikke praktiserer mere.
Den journal over en behandling der helbredte mig, fandtes allerede på det tidspunkt i 1976 hvor den senere forkerte blev skrevet, men grundet en administrativ fejl havde man ikke fået besked om det. Man fejlvurderede derfor i 1976 min situation … og psykologer indrømmer aldrig fejl. Derfor er det den forkerte journal, der stadig er i kraft i dag år 2007. Kampen for at få mig tilbage i sygerollen igen kæmpes fortsat nu 30 år senere. Og 30 års koncentreret arbejde for at komme fri af den med hjælp fra en hel del mennesker, er mislykkedes.
Først i 1995 rejste jeg klagesag, og sagen har kørt rundt i klagesystemerne i 12 år, og der bliver stadig ikke foretaget en sagsbehandling. Af disse levede jeg 5 år isoleret i min lejlighed uden kontakt med andre mennesker. Det gør jeg stort set stadig.
Da behandlersystemet løb tør for argumenter gik de over til udmattelseskrig, og stopper det hele ned i syltekrukken på trods af at det hospital det drejer sig om, i de senere år har fået tilsendt den rigtige journal og en hel del andet bevismateriale.
Den rigtige journal er fremskaffet for 10 år siden, så nu er der oven i købet tale om at man handler mod bedre vidende!! Alligevel fortsætter man.
Hillerød Sygehus underkender en psykoanalyse som var blevet foretaget på et andet hospital endnu før jeg kom i kontakt med behandlersystemet her i Amtet, og som man altså havde overset. Man holder fast på at den behandling, der gjorde mig syg igen, er den rigtige. Og jeg bliver holdt fast i sygerollen.
Jeg er blevet 60 år her i april måned, og det var ikke rart, for jeg sad alene, og kunne tænke på 60 års angst og ensomhed, der gjorde det umuligt at få et liv. Heraf 5 år i total isolation i min lejlighed, som jeg ikke turde forlade i tiden 2000 til 2005 og derfor uden kontakt med andre mennesker i måneder ad gangen. Jeg har ingen mulighed for kontakt med andre mennesker eller for at have en privat vennekreds, og jeg vil forklare senere hvorfor.
Fortælle hvordan et helt livs koncentreret arbejde for at få en meningsfuld tilværelse ikke lykkedes og dermed var spildt. Og nu er det for sent. Fortælle hvor træt jeg er af alle de mennesker der fortæller at alting skyldes valg vi selv har truffet i vores liv. Jeg fik netop ikke lov at træffe selvstændige beslutninger!! De få og korte perioder i mit liv hvor jeg fik lov at foretage selvstændige valg, er tingene lykkedes.
Den forkerte journal er et resultat af at de mennesker der udsatte mig for overgreb, de kunne bestemme hvordan jeg skulle diagnosticeres. Jeg var jo gået psykisk i stykker, og så har man ikke noget at skulle have sagt. Hvordan jeg har oplevet tingene er iflg. behandlersystemet en subjektiv oplevelse som ingen sandhedsværdi har.
Og de havde altså ikke opdaget at der lå en journal på et andet hospital med nogle helt andre vurderinger. Og at den behandling havde hjulpet mig fri livslang angst allerede i løbet af 2 år. Jeg var kommet til at opfatte mig selv som stærk og som en person, der havde værdier, der kunne bruges og være til nytte for andre mennesker. Det var en af årsagerne til at jeg også blev det. Det var faktisk i et par år min identitet.
Min fjende var min mor, der opførte sig som en beskrivelse jeg engang har set ved en bestemt diagnose. Det er mødre, der mishandler deres børn og derefter udnytter situationen til egen fordel. Hun arrangerede selv de nederlag i mit liv, som hun derefter udnyttede til sin egen fordel. Hun sikrede sig kontrollen ved ud over svigt og mishandlinger også at opsøge og få kontrol over de mennesker jeg havde kontakt med, incl. psykologer, advokater o.s.v. Endog mine arbejdsgivere ringede hun til.
Til sidst lykkedes det hende at få kontrol over psykiatrien igen og få slået alle resultaterne af 5 års arbejde i stykker.
For at prøve at få en sagsbehandling igennem har jeg lagt dele af mine psykiatriske journaler ud på Nettet nu. Det er ikke spor sjovt, det kan jeg godt garantere. Men der er systematisk blevet lukket af for alle andre muligheder.
Allerede da jeg var i midten af tyverne – og dengang også mor til et lille barn - gennemgik jeg på egen foranledning en 5 år lang intensiv psykoanalytisk behandling, med ugentlige samtaler samt en masse skriverier - samt en helbredelse og en ny uddannelse som belønning. Først og fremmest ønskede jeg at give min søn nogle bedre betingelser end jeg selv havde haft.
Behandlingen bevirkede at jeg blev en del mere selvstændig og modig. Det igen resulterede i at både mit forhold til mine forældre og mit ægteskab røg.
Næste sted hvor jeg blev indlagt efter en skilsmisse blev alle resultaterne af den virksomme behandling slået i stykker igen. Jeg var kun flyttet til et andet Amt, og så var det pludselig nogle andre mennesker, der bestemte. Grundet en administrativ fejl var besked fra det ene hospital til det andet ikke blevet sendt videre og var ikke nået frem. Så nu blev det min familie der bestemte hvordan de psykiske problemer, som var en konsekvens af deres egen vold (først og fremmest psykisk og socialt), den skulle diagnosticeres. Der blev stillet nye diagnoser.
Patientklagenævnet har stadig ikke foretager en sagsbehandling, på trods af at journalerne findes.
Det hospital her hvor jeg bor nu, kæmper for at trække tiden ud og bevare status quo. Sådan kan det fortsætte i mange år endnu. Det kan fortsætte indtil jeg er død.
Det er så nedværdigende og så ydmygende at dele af vores samfund - behandlersamfundet - ikke kan kalde sig selv civiliseret. De ved nu hvilke fejl, der er begået, og hvilke konsekvenser det har haft, og de er ligeglade. Kæmper udelukkende for at dække over det.
Var deprimeret og angst og anstrengte mig til det yderste for at være perfekt. Har 4 uddannelser, deraf 2 med papir og 2 autodidakte, eksaminer tæt på udmærkelse og undertrykkede hele livet alle smerterne og fortsatte med at arbejde på at bygge et værdigt liv op, ud fra de begreber, jeg forbinder med menneskelig værdighed, og sådan som jeg ønskede at mit liv skulle se ud. Jeg håbede hele tiden på at fremtiden måtte blive bedre end nutiden.
Oven i det har jeg skrevet en erindringsroman på 256 sider, men psykiatrien kæmpede for at forhindre at den blev udgivet og læst. Udgivet blev den alligevel i 2004 efter 8 års tovtrækkeri og manipulationer for at få redigeret bogen om, så den passer til den forkerte journal og til behandlersystemets interesser i det hele taget.
Og det gør den ikke, det kan jeg godt garantere. Jeg tror jeg har læst den bog igennem mindst 25 gange for at få den redigeret tilbage til det, jeg prøver at fortælle. Udkastet var færdigt da jeg var omkring 50, og skulle have været starten på et liv som forfatter. Men det blev stoppet. En hel bog, som jeg gennem et år havde brugt de fleste vågne timer på at skrive i håb om at komme ud af sygerollen og få et liv.
Jeg sendte den også til psykiatrifonden, som jo påtager sig at oplyse om psykiske lidelser, og mente at min erindringsroman måtte kunne bruges. Men jeg fik den retur.
Hvis jeg skriver en erindringsroman må den kun blive udgivet, hvis den kan redigeres og bruges som reklame for psykologerne og deres teorier. Vi har altså rent faktisk og i praksis censur her i landet. Ingen må selv tage stilling til hvad de mener og i dette tilfælde ud fra en historie fra det virkelige liv.
Efter 8 års udmattende krig om det også, blev den altså udgivet alligevel, og med et indhold, jeg kan stå inde for. Blot havde jeg desværre endnu ikke fået lært billedbehandling så jeg kunne lave et ordentligt omslag, og ingen tilbød at hjælpe.
Bogen beskriver bl.a. en behandling som virkede, men som man ikke vil bruge mere. Åbenbart også en grund til at forhindre en udgivelse!
En behandling der først og fremmest drejede sig om at forstå problemerne rigtigt og finde de rigtige løsninger. Den behandling er man imidlertid gået væk fra igen. Det ser ud til at det er for svært for psykologerne at prøve at forstå de traumer der findes inde bagved angst. Det er meget lettere at bedøve folk med medicin og sætte ind med tvang over for symptomerne, d.v.s præcis de samme metoder som jeg er blevet syg af.
Derfor må det ikke komme frem at der findes andre mulige forklaringer på psykiske symptomer end dem, samfundet har brug for - kemiske forstyrrelser i hjernen og så behandling med piller.
Den behandling jeg engang gennemgik og som gjorde mig rask, kan ikke bruges længere.
I dag skal alle med angst og Ocd i kognitiv adfærdsterapi og medicinsk behandling, og vores medmennesker får at vide at vi har kemiske fejl i hjernen og skal lære at kontrollere vores symptomer. Vores medmennesker får den forklaring som psykologerne har brug for at de skal tro på.
Ved I hvordan det føles at blive opfattet og behandlet som om man har kemiske fejl i hjernen? Man eksisterer ikke som selvstændig personlighed, for hvis man siger noget andre ikke er enig i, så begrundes det som et udslag af kemiske forstyrrelser i hjernen.
Den rigtige forklaring er at tvangstanker opstår for at kontrollere og undertrykke følelser. Det var det mønster jeg fandt hver eneste gang jeg fik mig analyseret om bag symptomerne.
Ocd – og sikkert også de fleste andre psykiske lidelser - er en forklarlig psykisk reaktion på belastninger og stress. Den eneste behandling der virker er at løse problemerne!!!
Jeg er i den situation at jeg har flere omfattende journaler med diagnoser der betyder det modsatte af hinanden. Det, den ene byggede op, brød den næste ned igen. Og det har kostet bunker af skattekroner. På grund af fejlbehandling har jeg fået pension siden 1983.
Ved den behandling der virkede, lykkedes det netop ikke min mor at få kontrol over min psykiater. I stedet blev der arbejdet for at hjælpe mig fri af min mors kontrol og nedbrydning af min selvtillid.
Den revalideringshjælp som blev søgt til mig da jeg var midt i tyverne, lykkedes det hende i første omgang at afværge. Da jeg derefter fik et nyt nederlag på arbejdsmarkedet, udnyttede hun også det til sin egen fordel i kampen for at få mig stemplet med diagnoser. Jeg skulle holdes fast i diagnoser og måtte ikke slippe ud af den syge rolle, jeg skulle spille i hendes eget liv. Hun forlangte stadig efter at jeg var blevet voksen fuldstændig kontrol over mit liv, og ved den psykoanalyse jeg gennemgik, blev jeg rådet til helt at afbryde kontakten med hende, for hun kunne ikke stoppes.
Det kunne jeg imidlertid ikke umiddelbart, for jeg var gift med min fætter, og altså også gift ind i den samme familie.
Hele min barndom igennem havde jeg adlydt som en viljeløs marionetdukke, det var jeg blevet dresseret til med strenge straffe. Det var ikke så let at gøre mig fri af den angst, der for længst var blevet en betinget refleks.
Da jeg oven i alt det andet i 1973 også skulle skilles, gik hun omgående i gang med at styre min skilsmisse. På trods af at der var en psykiater der forsøgte at styre forløbet for at redde både min mand, min søn og mig. Min mand forhandlede imidlertid kun med min mor, der var parat til at forære ham det hele. Mine forældre ville ikke risikere at blive uvenner med familien. Da jeg naturligvis ikke frivilligt gik med til at forære min mand det hele, tvang de deres vilje igennem alligevel. Min mor fik kontrol over både min advokat og offentlige myndigheder. Ved at bagvaske mig.
På et tidspunkt var det alligevel ved at lykkes for mig. Jeg blev optaget på et uddannelsessted, fik revalideringshjælp igennem, og fik tilkendt forældremyndigheden for min søn ved første retssag.
Min mor nægtede pure at samarbejde med den behandler der helbredte mig i årene 1970 til 1975, og forsøgte at få ham fyret, fordi hun ikke kunne få kontrol over ham, og fordi han opdagede sandheden. Jeg har i et brev set hende beskrevet som ”ekstremt dominerende” I 6 år kæmpede hun for at genvinde sin egen magt og kontrol over mit liv.
Ved anden retssag (mens jeg også skulle gennemføre en uddannelse) skaffede min mor både vidner og en falsk erklæring til min mands fordel. Dermed fik hun endelig kontrol over retssystemet.
I 1976 lykkedes det for hende også at få kontrol over psykiatrien, fordi jeg blev indlagt et nyt sted efter alle hendes ødelæggende manipulationer. Der var blevet sendt besked fra forrige hospital, men den var strandet hos min læge og ikke nået frem. Man begyndte derfor at skrive en ny journal og denne gang efter min mors diktat. Uden at vide at der allerede lå en journal et andet sted.
For at bevise hendes holdning og metoder, har jeg lagt en beskrivelse ud på Nettet af, hvordan hun ved bagvaskelser fik kontrol over en ny psykiater, hos hvem jeg bad om hjælp i 1976 for at kunne fortsætte med at få bygget et liv op. Fortsatte kampen for også at få min søn med ud af den syge familie.
At man kan få stillet diagnoser og blive dømt til livslang psykisk nedbrydning og udstødelse af samfundet alene på et familiemedlems beskrivelse er en retssikkerhed der svarer til den sorte middelalder. Der var ingenting, der i 1976 blev undersøgt og jeg havde ingen mulighed for at forsvare mig. Jeg fik ved indlæggelsen i 1976 ikke at vide hvad hun havde sagt, og troede de havde fået besked fra forrige hospital. I dag kan jeg se i journalen at alt hvad jeg selv (i tillid til at blive forstået) har sagt, er blevet omvurderet til noget, der passer til de diagnoser der blev stillet efter min mors diktat. Det vil i mange tilfælde sige omvurderet til det modsatte af hvad jeg fortalte, og i stedet som mangel på sygdomserkendelse.
Men dengang i 1976 havde jeg tillid og troede at den standard jeg havde mødt på forrige hospital var standarden i hele psykiatrien. Jeg kunne da godt høre at noget var vurderet forkert, men jeg troede at de var menneskelige og at vi har frihed og menneskerettigheder i Danmark. Den tillid bevarede jeg indtil 1996, hvor man endelig smadrede mit liv fuldstændigt og isolerede mig helt.
Her vil jeg lige indskyde, at da jeg var først i 30erne – altså før 1980 - afbrød jeg al kontakt med familien for at komme fri af min mors kontrol, og ad omveje har jeg fået at vide at mindre end 2 år senere gjorde min søster det samme. Vores mor er følelseskold, dominerende, egoistisk og hensynsløs. Der var ingen mulighed for kommunikation.
Det var altså bare for sent. Det har ikke været muligt at få rettet de diagnoser fra 1976. Andre har forsøgt, men er man ansat i det offentlige system risikerer man en fyreseddel hvis man siger psykologerne imod. Psykiatrien overtog altså simpelthen min mors rolle i mit liv, som var den diktatoriske kontrol, jeg netop blev psykisk syg af. Både som barn og igen som 30årig, efter at have været fri for symptomer i 8 år. Og nu må jeg ikke slippe fri af den syge rolle, jeg skal spille i samfundet.
Jeg var ikke med til min søns konfirmation, men det var min mor. Jeg var ikke med til mine børnebørns barnedåb, men det var min mor. Jeg har kun set videofilm, og kunne se hvordan hun sad og hyggede sig i den familie, der skulle have været min.
Hun stjal hele mit liv og solgte ud af mine menneskerettigheder for at opnå fordele til sig selv.
… efter at jeg havde været symptomfri i omkring 8 år - dem som jeg stadig sidder fast i - er først og fremmest tvangstanker om at jeg komme til at begå fejl og blive skyld i at andre mennesker kommer til skade. Årsagen var at jeg i midten af 1970erne var så overanstrengt ved alle problemerne efter skilsmissen og forkerte diagnoser, at jeg havde problemer med at koncentrere mig om mit arbejde og koncentrere mig om hvad jeg i det hele taget havde et ansvar. Og jeg er perfektionist. Jeg var totalt udmattet! Derfor var jeg bange for at komme til at begå fejl, for det kunne min samvittighed ikke klare. Situationen blev fejlvurderet og jeg fik ingen støtte, og i stedet blev der sat ind med tvang over for angsten. I løbet af få år tog symptomerne til og isolerede mig næsten fuldstændigt. Eksempelvis tør jeg ikke at røre ved noget som andre mennesker skal spise eller drikker, for så får jeg tanker om at jeg bliver skyld i at de bliver syge. Alene det gjorde og gør det stadig praktisk taget umuligt at opbygge sociale kontakter. Da jeg ikke kunne få korrekt hjælp, bredte angsten sig til en hel række af andre områder også og med samme virkning. I løbet af nogle år accellerede angsten mere og mere og symptomerne blev mere og mere usandsynlige, hvilket jeg helt klart forstod … altså usandsynlige lige bortset fra hvis man sætter dem i forbindelse med årsagen.
Symptomerne var ikke irrelevante på det tidspunkt hvor de brød ud. Jeg var overstresset ud over alle grænser og forstod det, men kunne ikke få hjælp. Dermed blev forløbet selvforstærkende. Det er fortsat i 30 år, og behandlingen er stadig tvang. Overfor tvangstanker!!
Dengang jeg forud var blevet helbredt, fandt man ud af, at tvangstankerne har som formål at undertrykke følelser og smerter. I dette tilfælde fra 1978 altså udmattelse. Men det kan være hvad som helst, der skal undertrykkes.
Den fejl mange begår, er at tro, at tvangstanker skyldes at man gør noget forkert. Det er omvendt. De opstår tværtimod fordi man gør det rigtigt … nemlig udholder smerter og frustrationer indtil problemer kan løses på en hensigtsmæssig måde, således at man får rimelige betingelser igen. Det sker bare meget ofte aldrig, for intolerancen over for psykisk sygdom, og altså også intolerance over for selvundertrykkende tvangstanker, gør sygdommen selvforstærkende.
Man behandler virkningerne af stress med tvang og altså ved at fortsætte med at piske løs på den hest, der allerede ligger ned.
Behandlingen, der forud virkede, bestod i at løse de problemer der var årsagen til symptomerne – altså at fjerne årsagen til angsten - og så at blive lidt mindre perfektionistisk samt få opbygget noget mere selvtillid. Derudover den nødvendige sociale hjælp til at få det hele til at lykkes.
Det var de resultater min mor arbejdede på at bryde ned igen, bl.a. ved at solidarisere sig med min mand, da jeg skulle skilles, og ved derefter at få kontrol over næste behandler og få ham til at bryde resultaterne af en intensiv psykoanalyse ned igen. Lige indtil jeg også mistede det erhverv jeg havde opnået med revalideringshjælp og havde investeret alle kræfter i at gennemføre trods samtidig skilsmisse og alle belastningerne i forbindelse med skilsmissen og brud med hele familien.
I dag består behandlingen i kognitiv adfærdsterapi. Man bliver tvunget til at undertrykke symptomerne. Det er at hælde mere benzin på bålet, da symptomerne er der for at undertrykke følelser og smerter. Man forstærker mønstret i stedet for at afhjælpe det.
At metoden ikke virker kan enhver konstatere ved et ganske enkelt forsøg: Prøv at koncentrere jer om at lade være med at tænke på en stor grå elefant! Hvad sker der? Der sker det at den elefant, man ikke må tænke på, den fylder hele bevidstheden ud.
Sådan ”kurerer” man også tvangstanker.
Indtil nu har klagesager over 30 års fejlbehandling – en sag jeg rejste i 1995 - kørt rundt i klagesystemerne i 12 år, på trods af at der findes 2 journaler med rigtig behandling, som i begge tilfælde virkede. Samtidig har jeg gang på gang gjort opmærksom på at behandlingen af tvangstanker var fundet allerede i 1975.
Uanset hvornår jeg har brug for offentlige systemer eller kontorer så skal alle gøre som psykiatrien forlanger. Jeg har ikke noget at skulle have sagt selv i mit eget liv. Selv min fagforening og tillidsmand kom under psykiatrisk kontrol hvorved jeg mistede mit arbejde og dermed mit erhverv.
Alt hvad man behøver at gøre for at få rettet de fejlvurderinger, der har haft så store konsekvenser, er at undersøge kendsgerningerne. Jeg har sendt journalnotaterne og skrevet datoerne op for hvor de vigtigste oplysninger i journalerne står. Både Patientklagenævnet og Hillerød Sygehus har flere hundrede siders scannede kopier samt notater. Også af den rigtige journal.
Og jeg må gøre det hele skrivearbejdet selv. Også dette. Man kan hverken få advokathjælp eller nogen anden form for støtte til sådan en sag. Vores brugerorganisationer er også kontrolleret af behandlersystemet, så der er heller ingen støtte at hente. Det er en af de ting jeg var flere år om at blive klar over. Også en af de ting, jeg om muligt har været mest skuffet over.
Min søn blev slæbt igennem sin fars 4 skilsmisser i alt, så gik han også i stykker psykisk. Det tog mig 1½ år at hjælpe ham så meget på benene igen, at han selv kunne komme i familiepleje. 1½ år med ubeskrivelig angst for om det ville lykkes, og jeg kunne igen hjælp få selv. Jeg blev indlagt igen … på det hospital hvor de har stillet diagnoser efter min mors diktat.
Det var på grund af alt det, der derefter gik galt, at jeg rejste klagesag i 1995. For at få stoppet de psykiatriske nedbrækninger.
Og psykologer der kæmper for at bilde befolkningen ind at det er patienterne, der er dumme.
Jeg sidder ikke fast i min fortid som psykologerne prøver at forklare mine medmennesker, for der er ikke noget, der er værd at holde fast på, jeg har tværtimod sat alle evner og kræfter ind på at komme fri af den, men psykiatrien sidder totalt fast i nogle diagnoser fra 1976, og nogle behandlingsmetoder der ikke virker, og som ikke har virket i 30 år. Som tværtimod er årsagen til at jeg blev syg igen.
I 1990erne var det alligevel meget tæt på at lykkes mig at komme fri og at få et liv til at fungere. Der var andre, der havde hjulpet mig og gjort plads til mig i verden trods al den angst, jeg sloges med, og netop det gjorde det muligt for mig at bearbejde alle erindringerne og komme videre. Den angst der dermed var godt i gang med at aftage, og jeg var for anden gang på vej til at blive rask. Ved samme behandling igen som første gang, hvor jeg blev helt rask.
Det skyldes at jeg i 15 år holdt jeg til i et dagcenter her i byen hvor man tog de nødvendige hensyn til mine problemer, og hvor jeg kunne deltage i aktiviteterne, men det blev også afbrudt af psykiatrien. På det tidspunkt var de fleste af mine problemer ved at løse sig, ikke mindst fordi min søn var blevet voksen og havde opbygget sig et godt liv. Jeg besøgte min søn og mine børnebørn en gang om måneden, gik i motionscenter og til kurser og var ved at være færdig med manuskriptet til en erindringsroman. Et arbejde jeg fik overskud til fordi jeg havde venner, som jeg havde det godt sammen med.
Men Hillerød Sygehus ønsker ikke at lytte til andre end de, der giver dem ret i deres diagnoser – fra 1976 altå! Desuden må der ikke komme beviser på at hvis mennesker bliver behandlet med respekt, så begynder de at komme sig.
Der blev ansat nyt personale til at bekræfte psykiatriens diagnoser og fortælle psykologerne det, de ønskede at høre. og socialpsykiatri til at bryde alle de resultater ned igen, som det havde taget 15 år at bygge op. Så kom ikke at fortælle mig, at det skyldes nedskæringer og mangel på penge, når de psykisk syge (eller andre der har brug for det) ikke får de nødvendige hensyn. Der er penge nok til magt og kontrol. Og der blev brugt mange skattekroner på det.
Da jeg så at min søn havde fået et godt liv og så mine børnebørn, så tænkte jeg at det var 50 års smerter og uafbrudt kamp værd at opleve det. Så mit barnebarn på 2 år, der traskede af sted med opsmøgede bukseben fordi tøjet skulle være stort nok til at vokse i.
Men det blev slået i stykker igen. Da jeg forstod at jeg ikke ville komme til at lære mine børnebørn at kende tænkte jeg ”dette her kan jeg ikke også klare”. Smerterne var ubeskriveligt.
Ved at afbryde min kontakt med mine venner og familie blev jeg isoleret i min lejlighed. Her måtte jeg alene og uden kontakt med andre mennesker kæmpe med sorgen over at miste min søn og mine børnebørn. Det tog 5 år før jeg kunne begynde at ane lys igen. 5 års mareridt af depression og angst.
Det gælder for psykiatrien ligesom for min mor, at hvis man foreslog at de skulle stoppe med deres nedvurderinger, nedbrydninger og magtkampe for at jeg psykisk kunne få det bedre, så ville de ikke være med længere. Det var det eneste, de ikke ville forsøge. At give mig respekt, tillid og frihed.
Så skulle de have givet slip på deres magt, og det kunne ingen af dem.
Den dag i dag hvor jeg altså nu er fyldt 60 har jeg stadig møbler fra mit ungpigeværelse dengang jeg var 18. Det har ikke været muligt at købe nyt. Jeg har aldrig været ude at rejse. Det meste af det som andre mennesker synes er en selvfølge, har jeg måttet undvære. Både familieliv, arbejde, partner og venner. 60 års arbejde for at opnå et liv mislykkedes.
Jeg havde præcis de samme drømme som alle andre om et liv med oplevelser. Masser af drømme. Faktisk så kom jeg gennem en barndom med vold og overgreb ved at drømme om alt det, jeg skulle opnå når jeg blev voksen, så jeg ikke længere var prisgivet andres forgodtbefindende. Nu kan jeg ikke engang længere hente styrke ved forhåbninger og drømme om en fremtid. Der er ikke længere nogen fremtid.
Nu vil jeg bede hele samfundet om at hjælpe mig med at få foretaget en sagsbehandling. Hvis Patientklagenævnet, der nu via ombudsmanden er blevet bedt om enten at foretage en sagsbehandling eller forklare mig hvorfor ikke, skal være 3 år om at tage stilling til om de vil foretage en sagsbehandling og derefter 5 år om at læse journaler igennem, hvis de altså beslutter sig for at foretage en sagsbehandling, så er jeg 68 … hvis jeg lever endnu!
Situationen er nu at Hillerød Sygehus underkender en 5 år lang psykoanalyse, som var foretaget på et andet hospital forud for min kontakt med psykiatrien her i Amtet, og står fast på at det er min mor, der bestemmer. Nå ja – de vil altså bare gerne selv have den samme uindskrænkede magt over mit liv.
Hvis behandlersystemet forsøger at undgå kommunikation med henvisning til tavshedspligten, kan man lade korrespondancen gå gennem mig, så jeg kan godkende den og sende den videre. Så er der ingen tavshedspligt, der bliver overtrådt.
Hvis der ikke bliver grebet ind, således at psykiatrien bliver draget til ansvar for konsekvenserne af deres fejltagelser, skal jeg dø på denne måde, uden at have opnået noget som helst af det, jeg ønskede at få ud af mit liv.
Hvordan kan man kalde dette et samfund der bygger på frihedsidealer og demokrati, hvis man har et diktatorisk socialt system og behandlersystem, der fungerer som et hul folk ryger ned i, hvis de uforskyldt får brug for hjælp.
Venlig hilsen
Alis Christiansen